Det vibrerende liv og dets poesi

Det vibrerende liv og al dets poesi er et centralt element i mine malerier. Jeg maler abstrakt med fokus på malingens tekstur og indre liv; energi og bevægelse, komplekse lag i kontrast til rene farver samt langsomme overgange mellem forskellige stadier, der kan opleves både fysisk og emotionelt, når øjet bevæger sig hen over maleriet.

Jeg har ofte en kort tekst knyttet til mine malerier og min musik. Ordene kan ikke udtrykke hvad der sker i maleriet, og der vil altid være en substantiel forskel mellem musik og maleri, men de komplimentere hinanden, og rammer forhåbentlig en fælles streng der forstærker den indre vibration i hinanden.

Jeg er dybt inspireret af kunstnergruppen COBRA som eksisterede i Danmark fra 1948-51 og af de amerikanske ekspressionister som Jackson Pollock mm. Jeg bruger ofte en skrabeteknik udviklet af Gerhard Richter, hvor beskueren kan se gennem adskillige lag af maling og derved se et væld af processer og begivenheder, frosset i det øjeblik hvor maleriet blev til.

Uddannelse

Da jeg studerede komposition på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium sidst i halvfemserne, havde jeg mulighed for at lave malerier på Kunstakademiet i København i tæt samarbejde med studerende fra akademiet. Det havde en stor indflydelse på mit kunstneriske virke, og har betydet at jeg lige siden har arbejdet sammen med kunstnere på tværs af både medier og kunstnerisk udtryk.

Jeg debuterede fra solistklassen i komposition i 2004 på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvorfra jeg også har en diplomeksamen i komposition og musikteori.

Jeg modtog det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond i 2003, og har siden modtaget adskillige arbejdslegater og bestillingshonorarer og modtog Hakon Børresen Prisen 2012. Mine kompositioner opføres i Europa, Nord- og Sydamerika, Asien samt Australien herunder i den prestigefyldte Carnegie Hall, New York i 2011 og 2018

Vigtige udstillinger

  • 2021 Galleri Martin Lohse, løbende udstilling herunder fernisering 19 + 28 november samt 3 + 4 december 2021
  • 2021 Sankt Jørgensbjerg Sognehus, Roskilde
  • 2015 Apostelkirken, København
  • 2012 Vesthimmerlands Museum), Aars, Denmark
  • 2009 Kunsthuset, København
  • 2002 og 2003 Galleri Stamkunsten
  • 2001 Mantzius Gården, Birkerød, Denmark
  • 2000 Danmarks Radio
  • 1998 Toldkammeret, Helsingør, Denmark